DIY / Retro spisebord med fræk detalje

bordudenolie

Borduden

Da vi er flyttet fra vores lille lejlighed med en meget gennemtænkt og pladsudnyttende spiseplads til et kæmpe hus med hele to spisepladser, har jeg været på hårdt arbejde. Jeg har skulle finde løsninger, der er en fryd for øjet uden, at det belaster økonomien alt for meget. Til vores spisekøkken drømte jeg om et rundt bord. Det er jo her vi skal samles efter lange arbejdsdage og dele vores oplevelser. Jeg fandt op til flere drømmeborde ved min søgen rundt på nettet, men igen er drømmebordene udenfor rækkevidde rent prismæssigt. Collagen her viser mine absolutte favoritter – det lyse træ og grønne marmor er bare virkelig smukke materialer.

Spiseborde

/ 1. Big O Table Grøn Marmor fra OX Denmarq, køb det her / 2. Only One Table fra NOMESS, køb det her

I min videre søgning efter et rundt spisebord blev jeg lidt forelsket i retro teak spiseborde og røg ind på lauritz.com, men jeg vandt ingen af de auktioner, som jeg var med i. Helt nedslået søgte jeg for tusinde gang igennem DBA, og så faldt jeg over dette bord:

Skærmbillede 2015-07-20 kl. 23.40.19dbabord

Jeg var lige ved at græde af grin.. 100 KRONER!? En kærlig hånd og så ville det fine bord jo kunne danne rammen om mange familiemiddage fremover. ‘Challenge accepted’, som Barney Stinson i How I Met Your Mother ville have sagt.

Her er hvad vi brugte:

Olie

  • Hvid vandbaseret træmaling fra Dyrup, kan købes her
  • Spærrende grunder fra Dyrup (skal være vandbaseret som træmalingen), kan købes her
  • Køkkenbordsolie af farven natur, da vi gerne ville have den dybe ‘teakfarve’ frem, fra Trip Trap, kan købes her
  • Malertape, kan købes her
  • Svamp
  • Rystepudser med fint sandpapir

Fremgangsmåde:

  1. Det gamle lag af lak pudses forsigtigt af med en rystepudser med fint sandpapir. Gå langsomt frem! Vi var ikke helt tålmodige nok og røg igennem til krydsfineren et par gange, og det kan altså ikke reddes, når det først er sket.
  2. Bordet vaskes grundigt for at undgå støv i malingen.
  3. Malertape sættes, så striben på bordet bliver ønsket størrelse. Sørg for at striben bliver HELT lige, og at tapen slutter helt tæt.
  4. Vi malede først med en spærrende grunder, så gammel farve og i vores tilfælde gammel bejdse ikke kunne trænge igennem. Dette gentog vi to gange.
  5. Herefter males det to gange med hvid maling.
  6. Når malingen er tør, fjernes malertapen (se øverste billeder).
  7. Bordet olieres med en svamp og masseres ind. Hold lidt igen med olien, der skal bruges mindre end, man lige regner med.

Bordben

Her er resultatet (billederne er taget lige inden det begyndte at regne, så lyset er desværre ekstremt dårligt):

bordmed

bordmedolieside

bordmedovenfra

Der kommer billeder på bloggen af bordet i spisekøkkenet, når vi er kommet mere på plads.

Held og lykke derude med at genoplive gammelt genbrugsguld :)

 

Denne side kan indeholde affiliate links

Lad der blive lys

IMG_1043

Lamper er utroligt vigtige for udtrykket i et rum.

Skal lyset være varmt eller er det vigtigt at hele rummet lyses op? Jeg elsker trenden, der har domineret de sidste par år med glødepærer og pendler i al almindelighed. Glas i forskellige farver har også vundet indpas, og jeg ELSKER det. Vi har alt for længe set den sort/hvide indretning. Det er fantastisk, at der er kommet farver på banen, om det så er en vild gul farve på døren, en mørkeblå væg eller en pastel pude på sofaen. Så kan alle være med :)

Da vi boede på Howitzvej havde vi de smukkeste pendler fra Nud Collection med beton fatning og gul stofledning. Med en lysdæmper installeret fik vi det smukkeste varme lys, der stod perfekt til vores rå murstensvæg og vores plankebord. Nu skal vi indrette vores parcelhus med mindst lige så smukke lamper, men jeg vil gerne prøve noget nyt. Derfor har jeg søgt nettet tyndt. Jeg tror faktisk, at jeg har brugt nok sammenlagt 10 timer på at lede efter lamper. Her er min collage, med de lamper jeg er faldet over på min vej – og JA jeg er nok lidt for glad for pendler 😉

Lamper

//1. Acorn Pendel fra Northern Lighting, køb den her // 2. Ballroom XL Army Pendel fra Design By Us, køb den her // 3. Ballroom Purple Rain Pendel fra Design By Us, køb den her // 4. Silvia Kobber fra VITA, køb den her // 5. Unika Pendel Grå Stor fra Northern Lighting, køb den her // 6. Smokey Grå m. Spejleffekt fra Housedoctor, køb den her

Ballroom lamperne fra Design By Us har længe været mine ultimative drømmelamper med det smukke mørkfarvede glas og glædepæren, der kan anes igennem, findes det smukkere? MEN, mit indretningsbudget er desværre ikke stort nok til at købe de smukke lamper, så jeg har længe været på jagt efter et billigere alternativ. Jeg har muligvis fundet de lamper, som jeg skal have over mine to spiseborde. Det deler jeg senere i et nyt indlæg, for jeg er desværre lidt ubeslutsom. Det at vælge lamper er åbenbart et af livets helt store spørgsmål (haha!) 😉

Del endelig jeres yndlingslamper i kommentarfeltet.

Lights out..

Indlægget kan indeholde affiliatelinks